Frøslevlejren ved Grænsen


Postkort med Frøslevlejren ved Padborg
Luftbillede
Ikke postsendt
OPO. 9321-2

På en dag som i dag – Danmarks befrielsesdag den 5. maj – mindes vi de danskere, der under besættelsen blev sendt til Frøslevlejren som internerede. For manges vedkommende blev det kun en gennemgangsstation inden turen gik videre til de berygtede og betydeligt værre forhold i de tyske koncentrationslejre. 

Da Danmark den 29. august 1943 brød med samarbejdspolitiken, indførte den tyske værnemagt fængsel, deportation og dødsstraf for sabotage og anden illegal virksomhed. Forholdene i de nazistiske koncentrationslejre var i Danmark dengang kun kendt i begrænset omfang, men deportationerne vakte forfærdelse i den danske befolkning.

 

FRØSLEV
Frøslevlejrens Museum
Ikke postsendt

Grønlund

I marts 1944 vedtog Departementchefstyret at opføre en interneringslejr i Danmark tæt ved grænsen til Tyskland for at forhindre deportationer til tyske kz-lejre. Men det lykkedes ikke fuldt ud, og tyskerne sendte i flere omgange danske fanger videre til tyske kz-lejre med “Himmelekspressen”.

Frøslevlejren blev taget i brug i 13. august 1944, og de første indsatte kom fra Horserødlejren og fra Vestre Fængsel.

Lejren havde dansk ledelse, og der var forholdsvis gode forhold, hvad angik mad, behandling af sygdomme og arbejde, og mange blev skånet for sult, sygdom og død i de tyske kz-lejre.

Ca. 12.000 danskere blev interneret i Frøslevlejren i de ni måneder, den var dansk interneringslejr. 1.600 frøslevfanger blev deporteret til kz-lejre i Tyskland. Af dem omkom ca. 220. Mod krigens slutning husede lejren omkring 5500 fanger, det største antal på en gang.

Kun én dansker blev dræbt under opholdet i lejren. Til minde om ham står en mindesten mellem to af barakkerne. Det lykkedes 10-12 danskere at flygte fra lejren.