QXL i Danmark og alle de andre. Salg af gamle postkort

QXL i Danmark

QXL har igen ændret deres forretningsbetingelser temmelig radikalt. Fra den 1. juni 2017 har det været gratis at købe varer på QXL, hvor det forud for denne dato kostede køberne et hammerslagsgebyr på 5,- kr. pr. købt lot.

Til gengæld blev hammerslagsgebyret fra den 1. juni væltet over på sælgerne, der fra denne dato skulle betale 10,- kr. pr. solgt lot + som tidligere endvidere 8% af salgsprisen.

Det må betyde dødsstødet for salg af de billige postkort, idet postkort til 10,- kr. og derunder vil give sælgere et direkte tab. Et postkort til 15,- kr. vil koste sælgeren 11,20 kr. til QXL, og der ville således kun blive 3,80 kr. til sælger.

QXL har – på trods af nogle uheldige ændringer af deres salgsside samt indførelse af de upopulære hammerslagsgebyrer –  bevaret sin markedsledende funktion, når det drejer sig om formidling af gamle postkort her i landet.

På Trustpilot (hvor der måles på hjemmesidernes popularitet) har QXL scoret uhyggelig lave karakterer, og mange sælgere forlader eller vil forlade platformen. Ud af 5 mulige point scorer QXL kun 1,9 points, hvilket i den grad er i den lave ende. Der kan ses flere kommentarer her https://dk.trustpilot.com/review/www.qxl.dk

Udover QXL er der  i Danmark to andre salgskanaler for gamle postkort, nemlig Danmarks Filatelistforbunds Netsalgsside og DanskNetAuktion. Det er fuldkommen gratis både at købe og sælge på DANFILS Netsalgsside, men det er kun medlemmer af forbundet, der kan sælge.

Jeg har udarbejdet en sammenligning af de QXL og Dansk Filatelistforbunds Netsalgsside i dagene omkring ændringene.

Dagen før ændringerne, den 31. maj 2017 var der på QXL oplagt 14.088 danske postkort til salg. Der var bud på de 182, hvilket svarer til en budrate på 1,3. Samme dato var der på DANFILS side oplagt 6.385 danske postkort, hvor der var bud på de 29, hvilket giver en budrate på 0,5.

Den 13. juni 2017, hvor ændringerne burde være slået igennem, var der på QXL 9.133 danskepostkort med bud på de 108 (budrate på 1,2).

På Dansk Filatelistforbunds Netsalgsside var der samme dag 6.084 danske postkort oplagt med bud på de 27 (budrate 0,4).

Oplægningerne af postkort på QXL er fra den 1.6.2017 til den 15.6.2017  faldet fra 15.096 til 8.662. Et fald på i alt 6.434 stk, svarende til en nedgang på over 42%.

Nu skulle man tro, at der ikke den 15.6.2017 var oplagt postkort til 10,- kr. og derunder, idet de vil give sælgeren et direkte tab. Ikke desto mindre var der 1.094 kort til en opråbspris på 10,- kr. og derunder.

Det er nærliggende at antage, at disse auktioner efterhånden vil dø ud. så der i løbet af kort tid vil være tale om et direkte fald i postkort til salg på QXL, som formentlig vil ligge på omkring de 50%.

Ændringen på DANFILS Netsalgsside i samme periode har ikke vist stor ændring. Rent faktisk en lille tilbagegang, så de har ikke opslugt faldet fra QXL.

Det bliver spændende  at følge udviklingen hen over sommeren og ind i genoptagelsen af hobbyaktiviteterne omkring 1. september.

Når QXL i Danmark kan bevare sin position – omend stærkt svækket – hænger det efter min mening sammen med en utrolig brugervenlig salgsside med mange applikationer. Og for storsælgerne ikke mindst deres såkaldte Superlister, der er et godt værktøj.

___________________________________________________________________________

Jeg har på tilsvarende vis foretaget en tilsvarende analyse over auktionsplatformene for gamle postkort i Norge.