Aarhus Zoologiske Have 1932-1960


Aarhus. Stadion Allé/Skovbrynet
Zoologisk Have

Postsendt 1936
William Hansen, Nr. 4859

Aarhus Zoologiske Have, eller blot Aarhus Zoo, blev i 1932 anlagt af Axel Hutzelsider i Havreballe Skov mellem Jyllands Allé, Stadion Allé og Skovbrynet i overfor Tivoli Friheden.

Hutzelsider søgte i første omgang tilladelse til at opføre Zoologisk Have i Vennelystparken, men da dette blev afslået, faldt valget på Havreballeskoven.

Oprettelsen af Zoo blev behandlet i Aarhus Byraad den 11. februar 1932. Alle byrådets 7 borgerlige medlemmer stemte imod forslaget, mens de 12 socialdemokratiske byrådsmedlemmer stemte for. Byrådsmedlem for Det konservative Folkeparti Jens Christian Møller formulerede en del af kritikken således:

”Der blev sagt, at det vilde blive en Indtægt for Kommunen, men man havde før set Projekter, der ikke kunde svare sig, saa Kommunen maatte træde til og yde Tilskud; her kunde det maaske ende med, at Kommunen kom til at overtage det hele, og det blev en aarlig Udgift for Byen”.

Det skulle vise sig, at byrådsmedlem Møllers ord kom til at holde stik.

Aarhus Zoo var i de første år en stor publikumssucces med op mod 300.000 gæster årligt, men kapitalgrundlaget for haven var fra starten svagt. Trods pæne entréindtægter kunne fornyelser og reparationer ikke finansieres, og situationen blev kun værre under krigen hvor priserne på foder og byggematerialer steg voldsomt.


Fra en anden vinkel. Indgangen til Zoologisk Have til højre.
I baggrunden Aarhus Stadion
Ikke postsendt
Intet forlag. Intet nummer

I 1934 blev haven omdannet til et aktieselskab. De økonomiske problemer forværredes yderligere under krigen, hvor det var svært at skaffe ressourcer og mad nok til dyrene, samtidigt med at publikum begyndte at svigte. Flere dyr døde af sult, og haven fik efterhånden et dårligt omdømme.

Senere blev haven bortforpagtet til Chr. Jensen. Efter dennes død i 1950 overtog Kay Bøgh driften.

Aarhus Stiftstidende havde gennem længere tid bragt artikler om dyrenes forhold, og folkestemningen var efterhånden vendt mod haven. Da Kay Bøgh opsagde sit lejemål i 1960, blev det besluttet at lukke haven.

Den 31. august 1960 havde Zoologisk Have i Aarhus sidste åbningsdag. Kay Bøgh opsagde sin kontrakt, bygningerne blev revet ned og dyrene solgt.